Byggesagsbehandling
Generelt om byggesagsbehandling
Bolig- og Planstyrelsen har ansvaret for reglerne om kommunernes byggesagsbehandling.
Gebyrer
Hvis der opkræves et fast gebyr, kan der ikke opkræves gebyr efter tidsforbrug i de sagstyper, hvor der opkræves et fast gebyr.
Der kan maksimalt opkræves 1.082 kr. som et fast gebyr. Kommunalbestyrelsen fastsætter selv sin timepris. Hvis der opkræves gebyr efter tidsforbrug, skal der opkræves samme timepris i alle de byggesager.
Reglerne for opkrævning af gebyr for byggesagsbehandling fremgår af byggelovens § 28, stk. 1 og bygningsreglementets § 39.
Sagsbehandlingstider
Bruttosagsbehandlingstiderne viser den tid, det i gennemsnit tager (antal dage) at få behandlet en ansøgning om byggetilladelse i kommunerne fra start til slut. Bruttosagsbehandlingstiderne viser således den samlede sagsbehandlingstid, fra kommunen første gang modtager ansøgningen, og til der er truffet en endelig afgørelse i sagen. Med i den beregning indgår således også den tid, som det tager kommunerne at indhente fyldestgørende oplysninger fra ansøgeren.
Siden 2016 er også nettosagsbehandlingstiderne blevet offentliggjort. Nettotiden afspejler den faktiske sagsbehandlingstid hos kommunen, og er det antal dage det i gennemsnit tager at få behandlet en byggesag fra den dato, hvor alle fyldestgørende oplysninger er indhentet fra ansøgeren, eksklusiv eventuelle høringer af naboer og andre parter samt udtalelser fra andre myndigheder, til der er givet tilladelse eller afslag fra kommunen.
Fra og med 2018 offentliggør Bolig- og Planstyrelsen ikke længere kommunernes sagsbehandlingstider på byggeområdet, baseret på data fra BBR. Der henvises i stedet til Kommunernes Landsforenings (KL) offentliggjorte sagsbehandlingstider, som er baseret på data fra kommunernes fælles ansøgningssystem Byg og Miljø (BoM).
Der gøres opmærksom på, at KL’s offentliggjorte sagsbehandlingstider ikke 1:1 kan sammenlignes med styrelsens tidligere offentliggjorte sagsbehandlingstider, da der er tale om data fra to forskellige digitale systemer, som ikke er fuldt ud sammenlignelige.
Mere om sagsbehandlingstider
Der er mange årsager til variationerne i sagsbehandlingstiderne.
Dels oplever mange kommuner, at de modtager et stort antal ufyldestgørende ansøgninger, som gør det nødvendigt at afvente yderligere oplysninger fra ansøger eller rådgiver, før selve sagsbehandlingen kan påbegyndes. Dels er der forskel på, hvor ofte der efter gældende regler skal foretages høring af eksterne parter, eksempelvis af naboer og andre myndigheder mv.
Der er altså flere forhold, der gør sig gældende ved en byggesag, og som har betydning for sagsbehandlingstidernes længde.
Servicemål
Servicemålene angiver den tid, som en ansøger skal påregne i den enkelte kommune for at få behandlet en ansøgning om byggetilladelse.
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har med servicemålsaftalen i december 2015 indgået en aftale om at nedbringe sagsbehandlingstiderne for husdyrgodkendelser, miljøgodkendelser og byggetilladelse. Konkret er der fastsat følgende servicemål for byggesager:
- 40 kalenderdage for mindre kompliceret byggeri
- 50-60 kalenderdage for mere kompliceret byggeri.
Som følge af den statslige aftale om fælles servicemål for samtlige kommuner, er det ikke længere et krav, at kommunerne skal fastsætte og offentliggøre egne mål for deres sagsbehandlingstid på byggeområdet.